Dagrofa køber ABC Lavpris og vil skabe national lavpriskæde

Dagrofa har indgået aftale om at købe aktiemajoriteten i ABC Lavpris, som driver 16 butikker i Jylland og på Fyn. Med opkøbet får koncernen en ny vækstplatform i lavprissegmentet og ambitionen om på sigt at etablere en national kæde.
ABC Lavpris beskæftiger omkring 1.000 medarbejdere og har en årlig omsætning på cirka 1,4 mia. kroner. Kæden fortsætter dog under sit nuværende navn og med samme lokale ledelse og købmandskab.
Dagrofas koncernchef Tomas Pietrangeli ser store muligheder i opkøbet.
"ABC Lavpris er en veldrevet kæde med et stærkt brand, loyale kunder og dygtige købmænd. Med Gro'27 strategien har vi sat en klar retning for Dagrofas udvikling, og opkøbet af ABC Lavpris giver os en attraktiv vej ind i lavprissupermarkedsegmentet."
Han fremhæver samtidig, at opkøbet skal give danske forbrugere flere valgmuligheder og øget konkurrence.
Ifølge Dagrofa skal ABC Lavpris udvikles fra en regional aktør til en landsdækkende lavpriskæde, men med respekt for den eksisterende kultur og lokale forankring.
Hos ABC Lavpris understreger medejer Henning Tobiasen, at samarbejdet bygger på fælles værdier.
"Vi har altid drevet ABC Lavpris med fokus på kunderne, lokalt engagement, godt købmandskab og med ambitionen om at være billigt på hele indkøbet for vores kunder."
Handlen er betinget af myndighedsgodkendelse, herunder fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Faktaboks
- Dagrofa køber aktiemajoriteten i ABC Lavpris.
- ABC Lavpris driver 16 butikker i Jylland og på Fyn.
- Kæden har ca. 1.000 medarbejdere og en omsætning på ca. 1,4 mia. kroner (2025).
- ABC Lavpris blev grundlagt i 1981 og har hovedsæde i Tarm.
- Kæden fortsætter under eget navn og med samme lokale ledelse.
- Dagrofa ejer i forvejen kæderne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb.
- Opkøbet er en del af strategien Gro’27 – vækst på vores måde.
- Handlen kræver myndighedsgodkendelse, herunder fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.






Accepter kun nødvendige cookies